AAARGGGHHHHH

Jeg er ikke særlig god til at stave, eller læse for den sags skyld. Faktisk læser min bonusdatter Solveig på 6 år bedre end mig. Hun LÆSER nemlig, jeg genkender bare ordene. Til gengæld er jeg pisse god til matematik, ikke regning, men matematik, det har altid været nemt for mig og jeg ser systemer og mønstre alle vegne.

Når jeg skriver et brev eller en mail der skal ud til flere eller et indlæg her, kommer det først igennem word og det er helt sikkert at jeg skriver ”skla” i stedet for ”skal”. Jeg skriver nemlig også ret hurtigt og med ret mange slåfejl… Jeg har jo helt vild travlt, det er jo søndag aften og jeg sidder og hygger mig med et glas rødvin, det skal dælme da gå stærkt!

Nå men jeg staver altså ikke så godt, heldigvis gør min kæreste og jeg ”slår tit op i ham”. Jeg har en eller anden tese om at folk der staver godt, tit siger eller tænker, når de ser en stavefejl ”Ej jeg kan altså bare ikke holde ud når folk staver forkert” Der findes facebook grupper med folk der har det sådan , hvilket jo i grunden ikke siger så meget, der findes jo facebook grupper for alle mulige mennesker og holdninger.

Det er egentligt ikke fordi jeg ikke kan lide at blive rettet i min fejlstavning, det kan jeg faktisk godt, men det er som om der hersker en slags lov, blandt de gode stavere, at det er okay altid lige at blive lidt træt af de dårlige stavers fejl.

ONDSKYLD, men jeg er god til noget andet - stavning det er bare ikke lige min stærke side.

Noget om navne og identitet

Jeg hedder Christine, ikke Kristina, ikke Cathrine, ikke Kristian, men Christine. Jeg skulle egentligt have heddet Nanna, men dagen før min døb, blev min far usikker på om jeg kunne leve op til det! Hvad dælen er det for noget? Er Nanna svært, eller sværere end Christine. Der var mange i min klasse, der ikke kunne sige mit navn før en gang i tredje klasse. Sådan tror jeg nok ikke lige det er med Nanna, det lyder jo nærmest som noget min lille 4 måneder gamle baby kan sige. Ikke at der er noget galt med Nanna, jeg kender kun søde og dejlige Nanna’er, men at det skulle være svært at leve op til, den har jeg aldrig helt fanget.

Når det er sagt, så er jeg faktisk bedøvende ligeglad, om jeg bliver kaldt Christine, eller alt muligt andet. For en større flok af mennesker bliver jeg kun kaldt Julie. Et navn der opstod, fordi Christine var så svært at huske. Den har jeg så heller aldrig helt fanget.

Men igen det er lige meget, kald mig hvad du vil, så længe jeg ikke er i tvivl om at det er MIG du taler til. Det undrer mig også altid, når folk får mit telefon nummer og spørger, ”Er det med C eller K?” Hvorfor gør de det, det er jo dem, der skal kunne huske hvem jeg er, når de sculler ned over telefonlisten. For min skyld kan de notere mig som små-buttet-men-stadig-lækker-tøs, hvis de vil. Min egen telefon myldrer med navne som, ”Birgit Røde”, fordi jeg kender Birgit fra Røde Kors, ”Allan Oldhøjen”, fordi Allan er formand i Haveforeningen Oldhøjen og ”Thomas Tømre” fordi ja, Thomas er tømre. Og mon ikke det er sådan at efternavne som Bager, Smed og Post er opstået?

Og det bringer mig frem til min irritation over hvor stor en del af vores identitet der ligger i vores erhverv. Det er jo stort set spørgsmål nummer 2 i mødet med et nyt menneske. Lige efter, hvad hedder du? Kommer, Hvad laver du? Og det er da ikke fordi der er noget galt i at spørge hvad folk laver? Det er der da ikke, jeg synes bare det fylder for meget i vores verden…