Noget om navne og identitet

Jeg hedder Christine, ikke Kristina, ikke Cathrine, ikke Kristian, men Christine. Jeg skulle egentligt have heddet Nanna, men dagen før min døb, blev min far usikker på om jeg kunne leve op til det! Hvad dælen er det for noget? Er Nanna svært, eller sværere end Christine. Der var mange i min klasse, der ikke kunne sige mit navn før en gang i tredje klasse. Sådan tror jeg nok ikke lige det er med Nanna, det lyder jo nærmest som noget min lille 4 måneder gamle baby kan sige. Ikke at der er noget galt med Nanna, jeg kender kun søde og dejlige Nanna’er, men at det skulle være svært at leve op til, den har jeg aldrig helt fanget.

Når det er sagt, så er jeg faktisk bedøvende ligeglad, om jeg bliver kaldt Christine, eller alt muligt andet. For en større flok af mennesker bliver jeg kun kaldt Julie. Et navn der opstod, fordi Christine var så svært at huske. Den har jeg så heller aldrig helt fanget.

Men igen det er lige meget, kald mig hvad du vil, så længe jeg ikke er i tvivl om at det er MIG du taler til. Det undrer mig også altid, når folk får mit telefon nummer og spørger, ”Er det med C eller K?” Hvorfor gør de det, det er jo dem, der skal kunne huske hvem jeg er, når de sculler ned over telefonlisten. For min skyld kan de notere mig som små-buttet-men-stadig-lækker-tøs, hvis de vil. Min egen telefon myldrer med navne som, ”Birgit Røde”, fordi jeg kender Birgit fra Røde Kors, ”Allan Oldhøjen”, fordi Allan er formand i Haveforeningen Oldhøjen og ”Thomas Tømre” fordi ja, Thomas er tømre. Og mon ikke det er sådan at efternavne som Bager, Smed og Post er opstået?

Og det bringer mig frem til min irritation over hvor stor en del af vores identitet der ligger i vores erhverv. Det er jo stort set spørgsmål nummer 2 i mødet med et nyt menneske. Lige efter, hvad hedder du? Kommer, Hvad laver du? Og det er da ikke fordi der er noget galt i at spørge hvad folk laver? Det er der da ikke, jeg synes bare det fylder for meget i vores verden…